Volvo FH16 6x2/4 520 med 3 akslet Goldhofer hurtigløber, Skala 1:13



Motivation

VolvoFH16_Goldhofer Dette er min tredje lastbil i skala 1:13, ideen opstod egenlig ret tidligt, da jeg kom igang med at bygge store modeller, for jeg har kørt mange kilometer med denne lastbil, og det var derfor helt oplagt at denne skulle med i min samling. Hvis der har været en ledig fridag så har jeg tit ringet til chaufføren og spurgt om han havde noget imod lidt selskab, hvilket han selvfølgelig aldrig har haft, så det er blevet til mange gode ture. At få lov at køre med, og se blokvogne og store maskiner en hel dag, det er ikke så lidt spændende.
Men nu er den altså blevet en realitet, en Volvo FH16, med Goldhofer hurtigløber, fra firmaet Henning Petersen A/S i Herrestrup. Nedenfor finder du en beskrivelse af opbygningen af lastbilen, funktionerne og alt hvad der ellers kan være interessant i denne sammenhæng.

Ligesom min anden lastbil i skala 1:13, Henrik Guldagers, Sweet Candy, så er denne model også opbygget omkring en af de lidt utraditionelle farver i LEGO, nemlig den såkaldte 'Sand Blå'. Det har igen været lidt af en prøvelse da det kan være lidt svært at få fat i de nødvendige klodser, og der må somme tider tænkes lidt utraditionelt for at få det hele til at hænge sammen.

Håber du vil nyde min beskrivelse af projektet lige så meget, som jeg har nydt at bygge modellen, god fornøjelse.

Forbilledet

Original
Dette billede er taget af Lars Vesti

Lastbilen kommer fra firmaet Henning Petersen A/S i Herrestrup, Danmark.

Trækkeren

Grundlæggende er det en 6x2/4 opbygning, specielt opbygget for blokvognskørsel med entreprenørmaskiner, asfaltmaskiner og lignende.
Lastbilen er udstyret med en D16A 520 motor, 16.1 liters række 6, med turbo og intercooler. Effekt 520 HK ved 1800 omdr. og drejningsmoment på 2400 Nm ved 1000-1300 omdr.
Gearkassen er manuel 12 trins, + 2 kryp, range/split

Traileren

Traileren er en 3 akslet Goldhofer hurtigløber med udtræk. Begrebet hurtigløber dækker over en blokvogn med maksimal tilladt totalvægt på 48 tons, som derved er tilladt at køre med normal hastighed på landvej, i modsætning til en 'rigtig' blokvogn, der kører med mere en 48 tons totalvægt, og derved kun må køre med nedsat hastighed.

Traileren er opbygget med 12.80 meter lad, og kan trækkes 5.3 meter ud, til total 18.10 meter. Den bagerste aksel er medstyrende, og den forreste er løftbar. Bagerst findes hydrauliske ramper, og traileren kan forbredes i hele længden, for transport af f.eks. brede gravemaskiner.
Forrest findes et hydraulisk spil, der kan være nyttigt til at trække maskiner op der ikke kan køre op selv.

Herunder ses lidt billeder af bilen, med forskellige maskiner på.

Original Original
Original Original Original

Data

Nogle af de data jeg har at gå efter for den originale lastbil, er indført herunder.


Original

Længde

18m

Last

25 tons

Totalvægt

48 tons

Motor

Volvo D16A, række 6 , 520 HK

Gearkasse

12 gear, range/split



VolvoFH16_Goldhofer

LEGO model

Trækkeren til denne tredie model i størrelse 1:13, var en del lettere at bygge end de to andre modeller. Hovedparten af trækkeren er meget lig med min anden model af Henrik Guldagers, Sweet Candy, det er ligeledes en Volvo, dog den nye version, og kun en FH12, men det er primært fronten på førerhuset der er ændret en smule, så der kunne genbruges meget. Det meste af chassisrammen er helt magen til. På denne model er der dog gjort mere ud af selve chassiset på trækkeren end på min Sweet Candy model, da alt der er pakket ind i skørter og krom. På denne model, er det hele mere synligt, og derfor også mere detaljeret opbygget.
Indvendigt er modellen ligeledes lidt mindre avanceret, da denne lastbil er knap så voldsomt udstyret indvendigt. Der er heller ikke motivlakering på hele trækkeren, blot diverse staferinger.
Farven på bilen er tæt på originalen, en smule for lys, men med nogenlunde samme nuance, valget stod imellem den almindelige LEGO Blå, og denne Sand Blå, og den sand blå farve giver langt det bedste resultat synes jeg, den almindelige blå, er for 'simpel' til denne lastbil. Igen har farvevalget givet lidt problemer, da denne farve ikke er fuldt opdateret, så nogle gange kommer der til at mangle nogle typer klodser, men så man være lidt kreativ og få de forhåndenværende til at passe istedet.
Traileren har været en noget større udfordring, da det er første gang jeg har bygget en blokvogn i denne scala, og de mange funktioner jeg ønskede at få indbygget, har givet lidt problemer undervejs. Men nok om det, nu til det lidt mere detaljerede og tekniske forklaringer.






Trækker

Trækker

Bilen er opbygget på et 6x2/4 chassis, et såkaldt pusher- eller twinsteer-chassis, hvor bagerste aksel er drivende, og de to forreste er styrende. Førerhuset er et L2H2 førerhus, også kaldet, Globetrotter, Volvo's næsthøjeste førerhus.

Chassis

Chassiset er opbygget af to langsgående vanger med tværgående stræbere imellem. Forakslen er opbygget som originalen med 2 langsgående parabelfjedre, samt støddæmpere, hjulene kan også dreje og er udstyret med en såkaldt Ackermann styring, der gør at det inderste hjul drejer lidt mere end det yderste, for at spore korrekt i kurver.
Den midterste aksel er også udstyret med 2 luftbælge, og en lille pneumatic cylinder så det er muligt at hæve den fra vejbanen. På min model har jeg placeret en kompressor inden i brændstoftanken på højre side af bilen, kompressoren er udstyret med 2 små kompressor-pumper, da den også senere komme til at levere luft til trailerens funktioner. På venstre side af bilen, findes den originale batterikasse samt lufttanke. Under luftfilteret har jeg monteret en pneumatik ventil der kontrollere hæve/sænke funktionene på den midterste aksel.
Bagakslen er opbygget med 4 luftbælge, fungerende differentiale og en kardanaksel frem til gearkassen.

Omkring drejeskammelen der er opbygget med tandstænger så det ligner den originale flytbare skammel, er rammen dækket af aluminiums dørk plader, der beskytter bilen lidt, og gør det nemmere at gå rundt deroppe. Den bagerste kofanger er specielopbygget på denne model, i en lidt mere robust version i forhold til en standard Volvo kofanger. I siderne over lygterne findes to advarselsskilte, og imod rammen findes to ekstra projektører der giver lidt ekstra arbejdslys, når man f.eks. bakker ind på en mørk byggeplads. Nederst findes tværgående stænklapper, med påskriften
'Volvo - TITAN'.

Bagkofanger Venstre-side Højre-side
Skammel Batterikasse Hævet-boggie

Motor

Motoren består overordnet af 3 dele, motorblok med gearkasse, indsugning og udstødningssystem.
Motoren er en række 6 med fungerende krumptap, plejlstænger og cylindre. Bagerste findes gearkassen, hvor kardanen er monteret. Motorblokken er desuden opbygget med køler, intercooler, manifold (ind og ud) samt turbo.
Indsugningssystemet starter på selve førerhuset med kanalen fra toppen til bunden af førerhuset, herfra ned til luftfilteret bag ved venstre forhjul, og fra luftfilteret til indsugningssiden af turboen. Udstødningssystemet består af rør fra udstødningssiden af turboen til den oprejste lydpot placeret bag førerhusets højre side.

Motor-venstre Motor-højre Indsugning-Udstødning

Førerhus - udvendig

Forrest på rammen sidder kofangeren monteret, på forsiden findes i bunden en lille spoiler under den egentlige kofanger.
I den nederste kofanger sidder to kørelys, samt to trin der kan vippes ud, når man skal pudse forruden. I midten er nummerpladen monteret. Herover sidder to blinklys, og to positionslys, og herover de egentlige forlygter. Imellem disse en grill, med monteringsbeslag for 'Særtransport' skilte, der skal anvendes ved lang/bred last. I begge sider findes 3 trin op til førerhuset samt skærme til forhjulene.
Selve førerhuset sidder monteret på en hængsel i fronten og støtter på luftaffjedring både i for- og bagende. I fronten kan klappen åbnes, så man kan komme til bl.a. vand og oliepåfyldning, denne klap skal også åbnes hvis førerhuset skal vippes for motoreftersyn. I hver side findes dørene, de kan begge åbnes, påmonteret med spejle, et i venstre side, og et dobbelt i højre med normal- og trailerspejl samt et nærsigtsspejl.
I hver side af førerhuset findes desuden et opbevaringsrum til diverse værktøjer og andet grej.
I det højre skab, finder man en værktøjskasse, ligesom på originalen.
Over frontruden findes solskyggen med påskriften 'HERRESTRUP' samt to danske flag, og 2 projektører. På førerhusets tag findes 2 topmarkeringslygter, rotorblink, samt to små antenner og et soltag der kan åbnes. Bag på førerhuset findes to ekstra arbejdslygter og indsugningen til motoren.

Førerhuset er udstyret med diverse logoer og staferinger, magen til originalen.
I frontgrillen er desuden indbygget et skilt med to orange felter, der skal anvendes, når man kører med farligt godt, f.eks. en gravemaskine med en ekstra dieseltank.

Front Front-åben Højre-side Skab-dør-højre
Skab-dør-venstre Tag Specialskilt Specialskilt

Førerhus - indvendig

Indvendig i førerhuset er der også fyldt med så mange detaljer som muligt. Sæderne er i blå, med sorte bunde. Instrumentbordet er ligeledes i sort, med en brun stribe imiteret træ. Bagerst findes den nederste køje, men kontrolpanel i midten til lys, varme m.m. Topkøjen er vippet op under loftet, men kan også vippes ned. Over frontruden findes to solskygger der kan klappes ned, samt opbevaringsrum. I loftet findes både de normale loftsbelysninger, samt to røde natbelysningslamper.
Af specialudstyr kan nævnes, fax og lille kasse til kaffekanden ved siden af gearstangen. Instrumenterne bag rattet er en kopi af de originale instrumenter.

Instrumentbræt Køjer Tag
Fra-soltag Chauffør-udsyn

Specialudstyr

Denne trækker er udstyret med lidt ekstra udstyr, specielt beregnet på blokvognskørsel.

Kompressor
Trækkeren er udstyret med en kompresser til at levere luft til flere af de indbyggede funktioner der findes på traileren. Derudover leverer kompressoren også luft til den midterste aksel på trækkeren der kan løftes. Kompressoren er 2 cylindret, dette har jeg valgt, da der skal bruges forholdsvis meget luft til funktionerne på traileren, og betjeningen kan da ske lidt hurtigere. Kompressoren med motor og 2 små pumper, er indbygget i brændstoftanken på højre side af bilen.
For at kompressoren ikke skal køre hele tiden, når der ikke er brug for luft, har jeg indbygget en tryk-regulator der slår kompressoren fra, når der er tilstrækkeligt trykluft i systemet. Når luften igen bruges, starter kompressoren igen og leverer den nødvendige luft, præcis som på de rigtige lastbiler.
Tryk-regulatoren er lavet ved at lade en luftcylinder og en fjeder arbejde imod hinanden, omkring en elektrisk switch. Når der ikke er tryk i systemet, kan fjederen presse luftcylinderen sammen, og aktivere den elektriske kontakt der starter kompressoren. Når der derefter opbygges tryk i systemet, trykker luftcylinderen fjederen sammen, og afbryder kontakten til kompressoren. Systemet er indbygget imellem vangerne på trækkeren imellem for og bagaksel.
Normalt leverer kompressen blot luft til den ene aksel der kan løftes. Men via en slange der sidder lige under skamlen, kan luftsystemet på traileren koples til. På den rigtige lastbil er slangerne til hydraulik-systemet der aktiverer ramperne på traileren, monteret her.
Jeg har indbygget en ventil i skabene bag ved førerhuset, hvorved man kan koble luften til traileren til/fra.
Elforsyningen til kompressor, og også trailer, sker fra en batteriboks med 6 stk. AA batterier, denne er gemt under den nederste køje i førerhuset, og den kan tages ud igennem den lille låge i venstre side af førerhuset.

Skabe bag førerhus
Da trækkeren er 3 akslet, levner det ikke så meget plads til grej i de normale skabe imellem for- og bagaksler. Derfor er der opbygget et skab bag ved førerhuset, hvori der kan placeres forskelligt grej. I højre side af bilen, er lydpottet omkranset af dette skab. I midten findes koblinger til el til traileren, samt ventil til trykluft til traileren. I toppen findes et lille rum til grej. På venstre side af bilen findes et skab til diverse grej, såsom ekstra rotorblink, stropper, o.l. Skabet er opbygget i en form, så det udbytter pladsen imellem trækker og trailer, bedst muligt.

Luftudtag_til_trailer Skabe_venstre Skabe_højre
Skabe Rum_og_eludtag Skab

Data

De endelige data for trækkeren er indført herunder.


Færdig

Længde

50.2 cm

Bredde

19.2 cm

Højde

30.2 cm

Hjulafstand

21.1 + 10.7 cm

Byggetid

Omkring 70 timer


Her er lidt flere billeder af trækkeren fra forskellige vinkler.

Færdig Færdig Færdig
Færdig Færdig Færdig





Trailer

Trailer

Traileren er en 3 akslet Goldhofer hurtigløber, dvs. godkendt til at køre med normal hastighed. Anvender man istedet såkaldte 'blokvognsplader' altså en anden registerering, kan man køre med større læs på traileren op til 41.5 tons, men med nedsat hastighed.
Traileren er opbygget med én styrbar aksel, luftaffjedring, udtræk, spil og ramper bagerst.
Det har været lidt af en udfordring for mig at bygge traileren, for jeg har ikke bygget en sådan blokvogn før, i denne store skala, og jeg ønskede så mange funktioner implementeret som muligt, så det har været lidt af et puslespil, men alt i alt er jeg meget godt tilfreds.

Chassis

Traileren er opbygget omkring en meget kraftig ramme, der faktisk er dobbelt, da den skal kunne trækkes ud, men mere om det senere. Rammen består af et firkantet rør der er 8 knopper bredt, hvorpå ladet hviler i hele længden.
Bagerst sidder de 3 aksler monteret, den bagerste aksel er medstyrende, dvs. når man kører fremad, og drejer vil den bagerste aksel styre med, for at give bedre drejeradius og mindre slid på dækkene. Normalt låses denne styring ved en given hastighed, det er ikke indbygget på modellen.
Når man læsser maskiner af og på, er det vigtigt at læssehøjden er så lav som muligt. Det er rimelig let at indbygge på den rigtige lastbil, da akslerne alligevel er luftaffjedrede, så kan man bare lukke luften ud af bælgene, og traileren sænkes.
Styrbar_aksel Styrbar_aksel Forreste_aksel_sænket Forreste_aksel_hævet
Jeg ønskede også at få denne hæve/sænke funktion ind i modellen, så den bedste mulighed jeg fandt var også at lave traileren luftaffjedret. Luftaffjedringen består af 6 af de normale pneumatik cylindre, monteret på langs af traileren, med et vinkelsystem, så kræfterne rettes op/ned istedet, og kommer til at fungere som affjedring. Derved er der faktisk rimelig let at hæve/sænke traileren, da man bare kan lukke luften ind/ud af disse cylindre, det sker med et håndtag imellem, 1. og 2. aksel på traileren, som på originalen.
Den forresten aksel kan normalt også løftes, når man kører uden læs, det er så også muligt når modellen er luftaffjedre, da kan den forreste aksel bare løftes seperat, det sker ved med et lille håndtag, placeret lige foran den forreste aksel, som på originalen.
Det var lidt svært at få plads til luftaffjedringen, men ved at pakke det hele tæt sammen, og lægge cylindrene på langs, så er det faktisk lykkedes, jeg har lavet en lille video, hvor traileren sænkes og hæves i luftaffjedringen.

Video_sænk_trailer Video_hæv_trailer
Video hvor traileren sænkes, 1275 KB Video hvor traileren hæves, 3197 KB

Videoerne kan bl.a. afspilles med Quicktime, som kan hentes her.


Forrest hviler traileren på trækkerens skammel. Denne del af traileren som populært kaldes svanehalsen, var også temmelig svær at bygge, da den skal være rimelig robust, for at kunne være trailerens egen vægt, og senere en eventuel maskine eller andet læs.
Fra laddet går rammen først en lille smule lodret, derefter i en cirka 80 graders vinkel fremefter, og derefter vandret det sidste stykke ind over trækkeren. Jeg har lavet mange forstærkninger i denne del, for at få denne del til at holde.

Chassis Chassis

Oven på svanehalsen er der forrest et wirespil, samt to små skabe med diverse grejer i. Spillet er lavet med en gearet 9V motor, der bliver forsynet via en ledning fra trækkerens batteri. Spillet er lavet med et frigear, så man kan trække wiren helt ud, uden at skulle vente på at motoren. I det ene skab findes ekstra kæder, og en stor krog, hvor spillet kan skæres, og dermed trække det dobbelte. Jeg har lavet en lille video, hvor spillet kører et lille stykke.
Spil
Wirespil, 944 KB

Videoen kan bl.a. afspilles med Quicktime, som kan hentes her.


Oppe på svanehalsen ligger også to små ramper, der kan lækkes fra ladet op til svanehalsen, så man kan køre maskiner helt op på svanehalsen. Helt forrest på traileren står der en kost, der kan bruges til at feje laddet, hvis man har haft en maskine med der har svinet laddet.

Lige bag ved trækkeren, på den forreste del af trailerens hovedramme, sidder der to støtteben monteret. De kan hæves og sænkes vha. et lille håndtag på højre side af traileren.

Under trailerens lad findes også et reservehjul og hjulklodser i begge sider.

Wirespil Wirespil Wirespil Reservehjul
Støtteben_oppe Støtteben_nede Aluramper_bred Aluramper_smal

Ramper

Når der skal læsses maskiner af og på blokvognen, anvendes de to ramper der sidder monteret helt bagerst på blokvognen. I normal kørestilling sidder de lodret, fastgjort med to kæder, med strop og spænde i den ene ende.
Disse ramper er stor del af blokvognen, så dem ønskede jeg naturligvis også at skulle være funktionsdygtige. Først og fremmest, så er ramperne monteret på to store lejer, men samtidig lavet, så de kan flyttes sidevejs, dvs. hvis man skal læsse en maskine med smal hjulafstand, kan ramperne flyttes sammen, og omvendt, hvis man skal læsse en stor bred gravemaskine eller lignende, så kan ramperne flyttes ud så de er lidt bredere en selve traileren. Funktionen kan ses på billederne herunder.

Ramper_oppe Ramper_nede Ramper_smal Ramper_bred

Da ramperne er lavet som de er, dvs. justerbare i bredden, er systemet til at hæve/sænke dem også lidt specielt, da det ikke kan fastmonteres imellem ramper og trailer. Istedet har man lavet en arm der sidder i et led under laddet, og med en hydraulikcylinder, denne arm, kan skubbe rampen op og ned, og samtidig tillader den at rampen flyttes sidevejs. På billederne herunder, kan ses denne arm, i oppe og nede position.
Ramperne er lavet 2-delte, for at blive lange nok, til at give en så lille læssevinkel som muligt, og samtidig ikke blive for høje i oprejst position. Systemet fungerer via et lille wiretræk. På hovedrampen sidder en 'vægtstang' monteret, der aktiveres via løftestangen der løfter ramperne. den presser på denne vægtstang, og i den modsatte ende af denne vægtstang sidder en wire, der løber omkring leddet til den yderste del af rampen, og fastgjort i den yderste rampe. På den måde kan den yderste del foldes ud, når ramperne sænkes. På billederne og videoerne nedenunder kan resultatet ses.
Løftearm_oppe Løftearm_nede_og_vægtstang Yderste_led
Her et to videoer der viser ramperne, når de hæves og sænkes.
Video_sænk_ramper Video_hæv_ramper
Video hvor ramperne sænkes, 1872 KB Video hvor ramperne hæves, 2521 KB

Videoen kan bl.a. afspilles med Quicktime, som kan hentes her.


Bagerst på traileren, lige under ramperne findes også to støtteben, der ligeledes anvendes når man læsser eller losser traileren. De er monteret lige foran kofangeren, og på min model har jeg kunnet få plads til to små pneumatik cylindre, så også denne funktion er kommet med. Lige bag ved støttebenene sidder kofangeren, og lige under den, stænklapper i trailerens fulde bredde. Når traileren sænkes i luftaffjedringen er der desværre ikke plads til disse stænklapper, så de er lavet så de kan klappes op, ellers hviler traileren på dem, istedet for at blive sænket ned til jorden.
Støtteben_oppe_trailer_hævet Støtteben_oppe_trailer_sænket Støtteben_nede_trailer_sænket
Her et to videoer der viser støttebenene, når de hæves og sænkes.
Video_sænk_støtteben Video_hæv_støtteben
Video hvor støttebenene sænkes, 502 KB Video hvor støttebenene hæves, 406 KB

Videoen kan bl.a. afspilles med Quicktime, som kan hentes her.


Forbredning

Ofte kører man med maskiner, bygninger, eller lignenden, der er bredere end de 2.5 meter som traileren er bred. Da findes forskellige praktiske og lovmæssige påbud der skal følges.
Først og fremmest er der de lovmæssige krav. Hvis køretøjet med last overstiger de 2.5 meter, så skal det afmærkes, og i dette tilfælde, sker det med ekstra rotorblink og rød/hvid stribede skilte. Disse skilte sidder monteret lige under svanehalsen, og bagerst på traileren. Normalt er de skuppet ind så de er næsten skjult, men ved særtransporter, så kan man trække dem ud, og advare de andre bilister om den givne overstørrelse.
Derudover skal der også påsættes et skilt for- og bagpå, med påskriften 'SÆRTRANSPORT' der ligeledes advarer andre trafikkanter om dette køretøj. Skiltene kan ses på billederne herunder.

Forbrednignsskilte_normal Forbrednignsskilte_bred Forbrednignsskilte_bred Særtransport

For at forbedre stabiliteten for den brede maskine man har læsset på traileren, kan laddet gøres lidt bredere end normalt. Det sker ved at vippe et antal ekstra bæringer ud, der sidder langs hele siden af laddet, når disse er vippet vinkelret ud fra laddet, kan der lægges nogle kraftige brædder i, som derved forøger bredden af laddet, og forbedrer stabiliteten af lasten. Brædderne til at forøge bredden med, ligger opbevaret i et tværgående skab, lige foran den forreste aksel på traileren.
Skab_lukket Skab_åbent Forbredningsbrædder Bæringer Bred Bred


Udtræk

Ligesom det er muligt at transportere gods der er bredere end trailerens lad, så er denne trailer også udstyret med 'udtræk' det vil sige, den er lavet så den kan forlænges, i dette tilfælde, kan den rigtige trailer trækkes 5.3 meter ud, og derved opnå en fuld ladlængde på 18.1 meter! Denne funktion har jeg også indbygget i min model, hele rammen i traileren er altså dobbelt, to firkantrør der kan skubbes ind i hinanden. Det var en lidt sværere opgave end jeg troede at få det til at virke, men efter lidt puslen lykkedes det. Først og fremmest kræver den dobbelte ramme meget plads, og det gør andre dele som hjulophæng, skabe, reservehjul m.m. svære at få plads til. Men også trailerens styrke var svær at få stor nok, når den pludselig skal kunne trækkes 41 cm ud. Den ekstra indvendige ramme der trækkes ud, går helt ned til bagenden af traileren, det gør traileren meget stærk når den er skuppet sammen, da der nærmest er to rammer. Og udtrukket har den altså også opnået den nødvendige styrke. Som det kan ses på billederne nedenunder er traileren ikke understøttet af noget, den kan bære sig selv, hvilket ofte er et problem med disse LEGO modeller. Hvor meget den kan laste udtrukket har jeg ikke testet, men det vil også komme an på hvordan den lastes.
På udtræksstykket findes også en løs tværbjælke der kan flyttes frem og tilbage manuelt, den anvendes til at understøtte lasten på givne steder.
Udtrækket kan normalt låses for hver 0.5 meter, jeg har lavet samme system her, med en aksel der stikkes igennem et hul, og låse udtrækket. Håndtaget til dette sidder placeret lige foran skabet til forbredningsbrædderne, ligesom på originalen.
Udtræk Ingen_understøtning Udtræk Udtræk
Udtræk Udtræk Udtræk Særtransport Særtransport

Pneumatik_Udtræk En af de andre lidt svære ting ved at lave udtrækket, er at der skal løbe bruges trykluft til hjul, ramper og støtteben, bagerst på traileren, og den bliver leveret fra trækkeren i forenden af traileren. Da man ikke kan strække luftslange en halv meter, og man ikke kan 'skubbe' den sammen uden den slår folder, og lækker sig i klemme, så var jeg nød til at finde på en anden løsning. Men hvad gør man her, jeg undersøgte systemet på den originale trailer, og det viste sig at være den bedste løsning. Slangerne ligger i en stor 'S' form, som hele tiden holdes udstrammet, men kan altså tilpasse sig længdeforskellen. De to trisser holdes af to lange fjedre, og holder derved slangen udstrakt. Jeg har forsøgt at illustrere systemet her ved siden af.


Kommer snart...

I nær fremtid håber jeg at kunne presentere modellen med nogle former for last, så følg med under projekter.



Data

De endelige data for LEGO modellen er indført herunder.


Færdig

Længde

131.2 - 172.2 cm

Bredde

19.2 cm - 22.4 cm

Højde

30.2 cm

Byggetid

Omkring 150 timer

Dato

Februar 2005 - Maj 2005


Konklusion

En lille konklusion på dette projekt. Det er nu min tredie 1:13 model, og stadig absolut ikke den sidste, det bliver sjovere og sjovere at bygge bilerne, og erfaringen gør nogle ting lettere, så man kan koncentrere sig¨ om nye funktioner og detaljer.
Igen har farven voldt lidt kvaler, men jeg synes resultatet opvejer det ekstra arbejder der har været med at finde og kombinere klodserne i Sand Blå. Siden det er den anden Volvo model jeg nu har bygget, har nogle ting været en del nemmere, men stadig synes jeg at Volvo'en er en smule svær at gengive helt.
Da modellen var færdig, havde jeg den fornøjelse at vise den til chaufføren der kører med den rigtige lastbil, samt hans vognmand og kolleger. De viste stor interesse, og det var sjovt at vise alle funktionerne og detaljer m.m.
Det blev også lige til et par billeder med modellen og den rigtige lastbil. Desværre er farveforskellen blevet fremhævet en smule på billederne, da metallak bliver mørkere i sollys, og LEGO farver bliver lysere, men jeg håber I kan se ligheden alligevel.

Jeg har taget mange billeder af denne model, her er nogle få, som jeg ikke synes i skal snydes for. Hvis du er specielt interesseret i modellen eller den originale, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte mig.

VolvoFH16_Goldhofer VolvoFH16_Goldhofer VolvoFH16_Goldhofer VolvoFH16_Goldhofer
VolvoFH16_Goldhofer VolvoFH16_Goldhofer VolvoFH16_Goldhofer VolvoFH16_Goldhofer