Dette er min anden lastbil i denne store skala 1:13, ideen til at bygge den kom lidt efter jeg havde færdiggjort min første lastbil. Samtidig havde jeg opdaget Bricklink, og det var derfor kun fantasien (og pengepungen) der begrænsede hvilke køretøjer der kunne bygges, ikke længere min beholdning af klodser.
Jeg tænkte også at det kunne være sjovt at prøve kræfter med nogle af de nye farver der er tilføjet LEGO i de seneste år, og med denne model ville det være muligt at anvende både orange og lille. Senere skulle jeg dog opdage at det ikke altid er så let at bygge med de 'nye' farver, da de ikke er komplette, dvs. representeret med lige så mange klodstyper som de 'gamle' farver.
Lastbilen kommer fra firmaet Henrik Guldager, i Ålborg, Danmark.
Grundlæggende er det en 6x2/4 opbygning, primært beregnet for eksportkørsel til bl.a. Spanien.
Lastbilen er udstyret med en D12D 500 motor, 12.1 liters række 6, turbocompound og intercooler. Effekt 500 HK
ved 1600-1800 omdr. og drejningsmoment på 2400 Nm ved 1000-1300 omdr.
Gearkassen er af typen I-shift, (computerstyret gearskift) 12 gear, range/split.
Bagerst er monteret en flytbar Jost drejeskammel.
Bilen ejes af vognmanden Henrik Guldager, der selv har stået for en stor del af opbygningen af bilen. Det er den 13. i rækken af specialbyggede biler fra Henrik Guldager, nummeret er selvfølgelig ikke skrevet nogle steder på bilen da det normalt betegnes som et ulykkestal. Henrik Guldager byggede sin første bil da han var bare 17 år, og vandt en flot pokal med denne bil. Siden er det blevet til 7 sejre i den nordiske konkurrence Nordic Trophy.
Bilen er udstyret med alt hvad en chauffør kan ønske sig, bl.a. kan nævnes: telefon, fax, navigationsprogrammet Volvo Dynafleet,
dvd, Rockford MP3 anlæg på 1500 watt med Bang & Olufsen højttalere. Derudover findes 15" widescreen TV bag, og en 7" skærm for.
Indvendig kan lyset dæmpes, og udvendigt lyser 78 lysdioder op under bilen. Førerhuset er polstret med ikke mindre end 19m2 læder i Chesterfield stil.
Udvendigt er bilen udstyret med en mængde hjemmelavede rustfrie detaljer, i den bagerste kofanger er bl.a. indbygget lygter fra en BMW.
Bilen er malet i 7 lag, og finnen Simo Riikonen har malet de flotte motiver rundt på bilen. Tilsidst er motiver og farve forseglet
med 10 lag klarlak.
Herunder ses lidt detaljebilleder af den flotte bil.
Kilde: TRAILER nr. 9/2002. |
Nogle af de data jeg har at gå efter for den originale lastbil, er indført herunder.
|
Denne anden lastbil model i størrelsen 1:13, var på nogle punkter en del lettere at bygge end den første model,
mange dele ligner hinanden, og med erfaringer fra den første i baghånden, kunne vægten lægges på at få de
ydre dele af denne bil til at matche forbilledet. Som nævnt tidligere var en af de sværeste ting at bygge
med de 'nye' farver, da de ikke er komplette, i både orange og lilla er det primært de 'hele' klodser der er
repræsenteret, dvs. 1x2, 1x4, osv. 1x1 og 1x3 er svære at få fat i, og tiles (glatte klodser) findes slet ikke
i de ulige størrelser.
De nødvendige data for at kunne bygge denne model, har jeg fået, dels fra egne digital fotos fra den første gang
bilen blev vist for offentligheden på Elmia i Sverige i 2002, og dels fra en udførlig reportage i det svenske lastbilblad
TRAILER fra nr. 9/2002.
Bilen er opbygget på et 6x2/4 chassis, et såkaldt pusher- eller twinsteer-chassis, hvor bagerste aksel er drivende, og de to forreste er styrende. Førerhuset er et L2H3 førerhus, også kaldet, Globetrotter XL, Volvo's største førerhus.
Chassiset er opbygget af to langsgående vanger med tværgående stræbere imellem.
Forakslen er opbygget som originalen med 2 luftbælge og støddæmpere, hjulene kan også dreje og er udstyret med
en såkaldt Ackermann styring, der gør at det inderste hjul drejer lidt mere end det yderste, for at spore
korrekt i kurver.
Den midterste aksel er også udstyret med 2 luftbælge, og en pneumatic cylinder så det er muligt at hæve den
fra vejbanen. På min model har jeg placeret en kompressor inden i brændstoftanken på venstre side af bilen, og
en batterikasse i det ene af værktøjsskabene på højre side af bilen.
Bagakslen er opbygget med 4 luftbælge, fungerende differentiale og en kardanaksel frem til gearkassen.
Hele området omkring drejeskammelen, er lidt specielt, da det på originalen er håndbygget i rustfrit stål, og
det tætteste man kan komme på de i LEGO er forkromede tiles, desværre findes disse kun i 1x2, så det har været
lidt svært at få det til at passe over det hele, men resultatet kan ses herunder, der er ialt brugt 498 stk.
Bagerst kofanger er opbygget primært af disse forkromede klodser, i siderne er indbygget to 'BMW' lygter, i midten
under nummerpladen findes et lille værktøjsskab. Nederste findes tværgående stænklapper, med påskriften
'VOLVO', 'Guldager', 'a strong Team', 'VOLVO'.
På højre side af bilen findes to skabe, de indholder bl.a. køleskab og værktøjskasse. På venstre side, er
brændstoftanken gemt.
Både drejeskammelen samt holderen bag førerhuset til trykluftslanger og el til traileren er også opbygget i
de forkromede klodser.
Motoren består overordnet af 3 dele, motorblok med gearkasse, indsugning og udstødningssystem.
Motoren er en række 6 med fungerende krumptap, plejlstænger og cylindre. Bagerste findes gearkassen, hvor kardanen
er monteret. Motorblokken er desuden opbygget med køler, intercooler, manifold (ind og ud) samt turbo.
Indsugningssystemet starter på selve førerhuset med kanalen fra toppen til bunden af førerhuset, herfra ned
til luftfilteret bag ved venstre forhjul, og fra luftfilteret til indsugningssiden af turboen.
Udstødningssystemet består af rør fra udstødningssiden af turboen til de to oprejste lydpotter placeret bag førerhusets
højre side.
Forrest på rammen sidder kofangeren monteret, på forsiden findes i bunden 2 stænklapper samt nummerplade.
På kofangeren er monteret et kængurugitter, opbygget ligeledes orange i bunden og rødt i toppen. I toppen findes desuden 4
projektører. Kængurugitteret kan vippes ned, når førerhuset skal vippes.
Hovedlygterne er monteret i kofangeren, på originalen indeholder de både, nær- fjern- tåge- og blinklys, sammensat
i en enhed. Det var her lidt af et puslespil at få klodserne til at passe da det kniber med omvendte skrå klodser
i den orange farve.
I begge sider findes 3 forkromede trin op til førerhuset samt skærme til forhjulene.
Selve førerhuset sidder monteret på en hængsel i fronten og støtter på luftaffjedring både i for- og bagende.
I fronten kan klappen åbnes, så man kan komme til bl.a. vand og oliepåfyldning, denne klap skal også åbnes hvis
førerhuset skal vippes for motoreftersyn. I hver side findes dørene, de kan begge åbnes, påmonteret med spejle,
to i venstre side, og to i højre + nærsigtsspejlet.
I hver side af førerhuset findes desuden et opbevaringsrum til diverse værktøjer og andet grej.
Over frontruden findes solskyggen med 5 markeringslygter og 2 projektører. På førerhusets tag findes 2 topmarkeringslygter
samt en lygtebum med 6 projektører. Bag disse, findes et aflangt advarselsblink, samt antenner og kompressorhorn.
Imellem advarselsblink og tagspoileren findes desuden et soltag.
Bag på førerhuset findes arbejdslygter og indsugning.
Indvendig i førerhuset er ligeledes fyldt med masser af detaljer så tæt på originalen som muligt. Sæderne er udstyret med armlæn, mikrofon i førersiden, og med sort farve hvor orignalen er udstyret med læder og bundene orange. Instrumentbordet er ligeledes i sort, med en sølvstribe, og toppen i orange. Bagerst findes den nederste køje der er anbragt i kontor-opstilling, dvs. med en stol i hver side og bord i midten, udstyret med en flaske vin og to glas, som ved udstillinger. Topkøjen er udstyret med et stort spejl i bunden, og udført i lilla skind. Over frontruden findes en lille tv-skærm, solskygger der kan klappes ned, samt opbevaringsrum. I loftet og bagvæggen findes også lamper og spejle. Indvendig er førerhussiderne beklædt med orange skind i bunden og lille skind fra toppen af vinduerne og op.
En stor del af denne lastbil er dækket med staferinger, motiver, logoer og andre mærker, jeg har selv
fremstillet dem på min computer. Nogle af dem er tegnet fra bunden, andre har jeg kunnet retoucherer
ud fra de billeder jeg har taget.
Mærkerne er printet med en inkjetprinter på hvide labels. Til højre ses et par eksempler.
De endelige data for LEGO modellen er indført herunder.
|
En lille konklusion på dette projekt. Det er min anden 1:13 model, og absolut ikke den sidste, jeg har haft stor fornøjelse af at bygge lastbilen, og fremtiden vil helt sikkert bringe flere 1:13 modeller til min samling. Opbygningen i de 'nye' farver viste sig at være en udfordring, og nok den del af projektet der har forvoldt flest problemer. Derudover synes jeg Volvomodellen er en rimelig svær lastbilmodel at gengive da den har mange hjørner og skrå samlinger der er lidt svære at gengive i LEGO. Men alt i alt er jeg selv meget godt tilfreds med modellen.
Jeg har taget mange billeder af denne model, her er nogle få, som jeg ikke synes i skal snydes for. Hvis du er specielt interesseret i modellen eller den originale, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte mig.