Hovedarm 2.6m



Her på denne side vises kranen i dens første udgave med en hovedarm på 2.6 meter.

Forberedelse

Den første version af kranen har jeg bygget med en almindelig hovedarm på 2.6 meter, hvilket i fuld skala svarer til ca. 78 meter. Jeg havde før lavet nogle småtest med kranen indenfor, men en dag da det blev nogenlunde godt vejr, tog jeg alle delene ud på en stor parkeringsplads og satte kranen op for at teste, og lave nogle gode billeder udenfor. Desværre blæste det pludselig op, og jeg måtte derfor tage kranen hurtigt ned igen.

Dele

Ligesom en rigtig kran, så skal alle delene til kranen først bringes ud til stedet hvor der skal løftes. I mit tilfælde måtte jeg bære alle dele ud på stedet, sørge for god lys og god plads til at tage gode billeder. Tiden gik hurtigt og da det første billede blev taget, var der allerede gået næsten en time.
Delene til denne opsætning består af:
Undervogn med overbygning og A-bom
4 stk. støtteben.
4 stk. støttefødder.
8 stk. anlægsplader.
4 vægtklodser af 1450g pr. stk.
1 bundstykke til hovedarm.
3 forlængerstykker, 2 sorte og et rødt.
1 topstykke til hovedarm.
10 trækstænger.
1 krog.

Samling af kranen

Første del af opsætningen består i at montere de 4 støtteben, støttefødder og anlægsplader for at give kranen tilstrækkelig stabilitet. Når kranen skal rejses højt, er det meget vigtigt at undervognen står fuldstændig vandret, her var underlaget heldigvis så plant at kranen kunne stilles direkte på asfalten, men hvis kranen bliver højere er det nødvendigt at placere kranen på en plade der bliver vatteret præcist ud, inden kranen opsættes.

Dele

Herefter kan kranen svinges rundt så det bliver nemmere at montere hovedarmen på kranen, normalt monteres armen ude på den ene side, men det kan også lade sig gøre at montere armen over bagenden af kranen. Førerhuset på kranen svinges også ud i arbejdsposition. Først rejses A-bommen til lidt over lodret position, og en hjælpekran assisterer med at påsætte de enkelte dele af hovedarmen.
Først monteres bundstykket på kranen, derefter 2 sorte forlængerstykker på hver 60 cm, hvilket svarer til 18 meter. Herefter monteres et rødt forlængerstykke på 60 cm, grunden til at der anvendes røde sektioner i toppen af en kran er for at gøre den mere synlig for eventuelle flyvere. Til sidst monteres topstykket på hovedarmen med alle trisserne til at bære den store krog.
Når hele armen er samlet kan trækstængerne også monteres, de monteres imellem enden af A-bommen og hovedarmen, når der ikke anvendes superlift kan man eventuelt indsætte en kort trækstang på midten af hovedarmen, for at mindske belastningen på den lange arm.
Når hovedarmen er på plads, er det tid til at lægge kontravægt på bagenden af overbygning. I dette tilfælde anvender jeg 4 vægtklodser på hver 1450 g, altså ialt 5,8 kg! Hovedarmen hæves lidt fra jorden, og arbejdet med at lægge wires på krogen kan udføres. Alt efter hvor tung den byrde er der skal løftes, kan man lægge flere skæringer imellem krog og arm. Herunder har jeg indsat en billedserie der beskriver forløbet.

Samling-1 Samling-2 Samling-3
Samling-4 Samling-5 Samling-6
Samling-7 Samling-8 Samling-9

Hovedarmen rejses

Nu er kranen klar til at hovedarmen kan rejses op i den ønskede arbejdsposition, det sker ved at A-bommen igen trækkes ned via de kraftige wires der med mange skæringer sidder imellem A-bom og overbygning. Herved rejses hovedarmen.
Hvis hovedarmen skal rejses til næsten lodret position, kan det være nødvendigt at fjerne noget af den kontravægt der blev monteret da armen skulle rejses.
På denne fotoserie har den skarpe læser måske bemærket at jeg har drejet kranen 90 grader igen, det skyldes at det begyndte at blæse op, og for at kunne sætte kranen op, uden at den ville vælte, måtte jeg sørge for at kranen havde vinden i ryggen. Desværre ødelægger det baggrunden for billederne lidt.
Da der kun er en lille gearet 9V motor til at rejse armen, går det ikke specielt stærkt. Det tager ca. 8 minutter at rejse armen til næsten lodret position. Men hastigheden er passende, da man derved har tid til at kontrollere at alt fungerer som det skal. Belastningen på LEGO'et er temmelig stor og det kræver konstant overvågning, at der ikke er noget der er ved at skride fra hinanden. På billedserien herunder kan man se hvorledes kranen rejses (og en af tilskuerne, mine forældres kat.)

Rejsning-1 Rejsning-2
Rejsning-3 Rejsning-4 Rejsning-5

Maks kapacitet

Ej testet

Maks højde

2.6 m

Vægt (uden kontravægt)

5.2 kg

Kontravægt

5.8 kg